Mindet om Lene Kjersgaard Ravn

 

Det kan føles ligesom at falde, når man mister en, man elsker. Ligesom at opdage, at man stå oven på en lem, som så pludselig går op, og man er i frit fald. Hvem skal gribe en nu, når den, der altid var der til at gribe ud efter en, ikke er der til at gøre det mere? Hvordan skal man nogensinde kunne få et liv igen? Hvordan skal man nogensinde få sikker grund under fødderne igen?

 

Lene var et menneske, der betød uendeligt meget for dig Kai, for Karina, for Karsten, for Jesper, for alle pigerne og for Malthe. Hun var den person, der fik familien til at hænge sammen. Ja, ikke bare for jer, men også for sine søskende. Hun var sine forældres førstefødte. Lene var så vigtig for jer alle.

 

Jeg kunne mærke det afgrundsdybe savn, I lider af, da vi talte sammen, Kai, Karina og Karsten. Jeg kunne mærke det på dig, Britta, i telefonen. Det er forfærdeligt svært for jer at se, hvilken vej I skal gå nu, uden Lene. Hun var på mange måder sammenhængskraften i familien. Den alle kunne gå til, hvis der var noget.

 

Jeg har selv haft glæden af at træffe Lene nogle få gange – i forbindelse med fødslen af Malthe og senere Una og i forbindelse med Jespers og Karinas bryllup. Og selv ude fra periferien, hvor jeg stod, kunne man ikke undgå at bemærke, at Lene var en glad og åben person. Hun var nem at snakke med og havde stor menneskekundskab.

 

Og sådan fremstillede I hende også alle sammen. Hun havde indlevelsesevne, empati. Hun var optimistisk, klog og fuld af glade grin. Hun havde livsappetit og fandt glæde også i de små ting.

 

Lene var dagplejemor i mange år. Og jeg tror, det var dejligt at være den familie, der fik sine børn passet hos hende. Hun var udpræget omsorgsfuld og havde en god kontakt med børn.

 

Lene var den slags dagplejemor, der lavede noget sammen med børnene. Hun tog dem med på udflugt, på café og på museum, så de kunne se, at der var en verden udenfor Holme Parkvej.

 

Den måde Lene var dagplejemor på, kunne ikke have ladet sig gøre uden Kai. Ture med bus med fire små børn kan bedst lade sig gøre, når man er to voksne afsted. Det var i mange henseender jeres fælles lille dagpleje. Ligesom så meget andet I var fælles om i de mange år, I har været sammen.

 

Det var svært for Lene at træffe beslutningen om at stoppe som dagplejemor. Hun havde svært ved at se sig selv udenfor arbejdsmarkedet. Derfor var det en stor glæde for hende, da hun kunne begynde på flextid på Madsbjerg.

 

Lene fik nu en endnu større berøringsflade end før. Hun fik gode kolleger, og gode timer sammen med de gamle. Hun sang sammen med dem, og hun og Kai satte blomster i kummer til dem, så de havde noget smukt at se på. Lene satte ting i værk, som hun slet ikke havde behøvet, men som hun ikke kunne lade være med. Sådan var hun altid – hun gav selv fuldt ud – i alle livets forhold.

 

Det var ikke tilfældigt, at Lene kastede sig over sangen, da hun var på Madsbjerg. For hun har altid fundet glæde ved at synge og ved at lytte til musik. Den glæde havde hun fået med fra sin egen mor, og den gav hun videre til jer, Karina og Karsten.

 

Og det var heller ikke tilfældigt, at hun interesserede sig for, hvordan omgivelserne så ud på Madsbjerg, at der var blomster. Hun holdt af smukke ting. Og hvis Kai ikke huskede at købe blomster til hende, købte hun dem bare selv.

 

Lene syntes ikke alene omgivelserne skulle være i orden. Hun gjorde også meget ud af selv at se flot ud. Da hun og Kai som tiden gik, fik bedre råd, anskaffede Lene over årene en anseelig skosamling. Hver gang hun kom hjem med et nyt par, og Kai måske syntes, hun allerede havde nogen magen til, sagde hun ”Jamen ikke i den her farve”. Måske der lige røg en matchende skjorte med i købet, når nu den lige hang der. Lene ville gerne se ordentlig ud. Og det gjorde hun også. Shopping var en stor hobby.

 

Lene spredte glæde omkring sig, hvor hun kom. Hun kendte alle mennesker, fordi hun var så åben og så livfuld og glad. Det var ikke tilfældigt, at forsoldet til gymnasiefesterne helst foregik hjemme hos Karina. For hjemme ved Kai og Lene kunne man være sig selv. Der stod døren altid åben. Der var plads og hjerterum. Der var varme. Og så var aldersforskellen jo heller ikke så stor mellem forældre og børn. Lene og Kai stod ikke de unge mennesker så fjernt.

 

Ja, Lene spredte glæde omkring sig. Men hun fik også meget fra jer. I spredte også glæde i hendes liv. Karina og Jesper, Karsten og alle 5 børnebørn. Og ikke mindst Kai, som altid gjorde hende så glad. Sådan kunne hun sige stadigvæk efter mere end 30 år sammen.

 

I bar hende alle igennem den sidste svære tid. I støttede hende og var der hos hende og kæmpede. Selvom hun selv var stærk, skal I regne med, at hun ikke havde klaret det så langt uden en kærlig familie og gode venner omkring sig.

Den kærlighed, som Lene selv var så gavmild med, mærkede hun også fra jer.

 

Jeg læste kærligheden højsang, Paulus 1. korinterbrev kap. 13 for jer før. Det var en selvfølge, synes jeg, at den skulle læses her i dag. Kærligheden var det største i Lenes liv, kærligheden til jer og til livet.

 

Det er forfærdeligt hårdt, at så livsglad et menneske, skulle miste livet så tidligt. Det er en stor sorg, I nu oplever over at have mistet hende. Men i sorgens tid kan I gribe ud efter Guds kærlighed til jer og til ethvert menneske og huske på, at vi af Gud holdes fast og huskes i hvert øjeblik, også når mørket – sorgens eller gravens mørke slutter sig om os. Og intet mørke kan blive så stort, at Guds kærligheds lys ikke kan gennembryde det. Ja, selv dødens magt brød Gud med, da Kristus påskemorgen opstod fra de døde.

 

Vi har Guds ord for, at vi aldrig overlades til os selv, hverken mens vi lever, eller når vi dør. Han er gået forud for os både i dette liv og i det næste. Hjælp hinanden med at huske det i den svære tid, som kommer. For det ord kan bære – selv gennem det, som ikke er til at bære.

 

I troen på det ord kan vi nu sige Lene Kjersgaard Ravn – født den 22. maj 1957 og død den 25. december 2009 – tak, for hvad hun med sit liv har givet og været.

 

Og lad os sige Gud tak for det liv, han gav jer med Lene. Og sige tak for, at vi nu kan sige de trodsige ord ind i ansigtet på død og undergang: af jorden skal du igen opstå. For der er mere til end menneskeværk, der er også himlens liv og kærlighed, der er Guds muligheder, hvor vore er hørt op. Amen.