Kents video
[hana-flv-player video=”http://www.lenes-minde.dk/wp-content/uploads/lenes_bisaettelse_100.flv” width=”480″ height=”360″ description=”Til minde om Lene” player=”4″ autoplay=”false” loop=”false” autorewind=”true” /]
Elskede mor
En måned….en måned er der gået, siden du så brat blev revet fra os. Og jeg begriber det stadig ikke. Troede ikke en eneste gang, at jeg var i fare for at miste dig, for du var altid så stærk – du kunne klare alle forhindringer på din vej med et smil, et lille kast med nakken og masser af samtaler med nær og fjern. Jeg føler det så urimeligt, at du ikke længere kan være hér til at skinne i mit liv.
Du var der ALTID for mig – også når jeg var urimelig, uforståelig og kort for hovedet. Vore nærmest daglige samtaler var en livline i de svære tider, som i høj grad var forbundet med savnet til jer. Men de var også gensidige kærlighedserklæringer, i hvilke vi kunne dele store som små oplevelser oftest omhandlende familie, arbejde og venner. Jeg elsker dig mor – så ubeskriveligt meget. Kan ikke forstå, at vi ikke skal have flere oplevelser sammen. Jeg glædede mig altid som et lille barn, når weekenden indeholdt et besøg til eller fra Århus – det bliver ALDRIG helt det samme igen!
Jeg savner sådan at tale med dig, at høre din stemme, at mærke din hånd kærtegne min. Savner at se stoltheden i dine øjne, når du fortalte om alle dine børnebørn, og savner i den grad at se din og fars kærlighed til hinanden i fuldt flor. Jeg savner at sidde fredag aften i jeres stue og kærligt drille Jesper og far med deres manglende situationsfornemmelse, savner at gå gågaden tynd med dig – Savner dig bare så ubærligt meget – for det var jo kun dig, jeg kunne dele alt med!
Du var – uden at overdrive – verdens mest fantastiske mor.
Jeg ved godt, at mit liv ikke skal gå i stå, ved godt at jeg har mange år, oplevelser og dejlige tider til gode, men lige nu synes alt det så fjernt og ligegyldigt – Jeg vil jo bare have dig hos mig!
Jeg har ladet mig fortælle, at sorgen aftager – at savnet med tiden bliver forbundet med gode minder, om alt det vi nåede sammen og tak gud for det….en så uudholdelig smerte kan man da ikke leve med resten af sine dage. Jeg glæder mig til at nå dertil – for lige nu kan jeg ikke se længere end til det utålelige faktum: Min elskede mor er hér ikke mere!!!!
Men i mit hjerte fylder du det hele….
Din datter
Brittas ord til Lene
At vi i dag skal sige farvel til dig Lene fatter vi ikke, du som altid spredte smil og glæde omkring dig. Du var den første i vores flok – du var meget gavmild jeg ved ikke hvor mange buketter blomster du har givet mig – du gjorde alt for at gøre andre glade, du var lige så god som dagen var lang. Du elskede fest, musik og sang og blev du såret græd du lidt. Jeg glemmer aldrig den dag du ringede, og fortalte at kræften havde ramt dig, vi græd begge, men så lød det fra dig, det er noget skidt mor, men jeg skal nok klare det, og sådan lød det hver gang, der stødte noget nyt til, men den sidste behandling var du lidt bange for, det var godt du ikke vidste hvor slemt det ville blive, de sidste dage var du bange, men alligevel sagde du, at det er synd for Kai, vi vidste ikke hvad du mente, men ét ved vi dog, du fandt lykken hos Kai, dine børn og dine børnebørn. Din humor havde du fra far, og din sangglæde fra mor. Vi kunne ikke hjælpe dig Lene men vi var hos dig alle sammen som du havde bedt os om, Kai dine børn og børnebørn, far og mig, dine søskende, svoger og svigerinde nevøer og niecer samt veninder. Far og mors sidste ord til dig vil være: Roser kan visne blomster forgå men mindet om dig vil altid bestå Vi vil nu synge en af dine ynglings sange: Glemmer du, så husker jeg det ord for ord. mor
Kurts mindeord til Lene´s bisættelse
Lene var et af de gladeste mennesker jeg har kendt – og hendes smil smittede alle. Jeg er glad for og stolt over, at hun var min storesøster. Selv med kræften, fandt hun glæden i livet – selv om det til tider var rigtigt svært. . At Lene skulle væk fra os på denne måde og så hurtigt er kommet bag på mange – også på os, der har været tæt på. Lene var alt for ung og alt for frisk til at skulle dø nu. Jeg havde i hvert fald ikke gjort mig klar til, at det var nu hun skulle herfra. Som Amalie sagde, da vi skulle sove efter at have sagt farvel til Lene juledag. ”Far jeg er lidt forvirret – Faster Lene så jo slet ikke gammel ud”. Mange ting har vi fået gjort og sagt…men når døden indtræffer på denne uretfærdige måde, synes mange sikkert altid, og i hvert fald jeg, at noget skulle have været anderledes – men det må vi ligge bag os. Lene vidste godt, hvor meget – rigtigt mange mennesker – holdt af hende. Det gælder både familie, langvarige venner, kollegaer og alle andre. Lene har heldigvis haft et godt liv med masser af oplevelser. Hun har været glad for at arbejde med mennesker både dagplejebørn og ældre. Hun og Kai har været gode til at vise deres kærlighed til hinanden. Ja, vi andre kunne blive helt misundelige over deres krammeri. Lene og Kai fik heldigvis børn i en ung alder og har derfor sammen set Karina og Karsten vokse op og 5 børnebørn komme til verden. Lene og Kai har rejst mere end de fleste og jeg ved at disse rejser, weekendophold har haft stor værdi og givet masser af minder, som Kai kan tage med sig i videre livet. Da jeg forleden kiggede alle vore fotos igennem gjorde det mig også glad, at Lene og Kai har været i både Paris og Harzen med far og mor. Da Lene og Kai boede i Skovby og Kai begyndte at have nattevagt på Oliemøllen, ville Lene helst ikke sove alene. Så jeg har tit overnattet på Tunøvej for at passe på Lene og senere også Karina og Karsten. Jeg er overbevist om, at Lene, hvor end hun måtte være, ikke er alene, og at hun er optaget i et stort englekor, hvor hun kan sprede sang og glæde, som hun har gjort for os i mange år. En klog mand sagde engang, at tiden ikke går – nej tiden kommer…..det gør den også for os, der er efterladte. Men lige nu er det svært. Tabet af Lene er det største der til dato har ramt mig, og jeg vil altid savne hende. Kai, Karina og Karsten og dem omkring jer, vil jeg give de bedste ønsker for tiden, der kommer. Lene – Ære være dit minde – fra Kurt.
Britts mindeord
Mindeord om min søster, Lene Kjersgaard Ravn. 1. juledag mistede vi vores kære søster på 52 år, efter halvanden års kamp imod lymfekræft. Lene kom altid ind af døren med et smil og en blomst og fyldte straks rummet med hendes smittende latter. Hendes engagement i venners og familiens dagligdag var enestående; trods en stor familie fulgte hun således sine niecer og nevøer med glæde. Jer der kendte min søster ved, at hun var en hjertevarm og glad pige, som værdsatte livet. Hun forstod at glæde alle andre, og hjalp os med at vende hverdagens problemer til noget positivt. Jeg håber, at du vidste, hvor meget du betød for os alle, Lene. Jeg vil savne vores telefonsamtaler, i hvilke vi kunne snakke om både stort og småt, og vil tænke tilbage på vores mange hyggelige stunder og shoppingture i Århus. Det bliver en svær tid for alle, der kendte dig; især for din mand Kai, dine børn Karina og Karsten, dine 5 børnebørn, vores forældre samt os 4 søskende. Ære være dit minde. Din søster, Britt Kjersgaard Christensen
